Melodi: Du kære blide danske bæk.
Når fuglesangen stiger fro
ved morgengry i Sønderho
og langs de lyse strande,
da går jeg mellem lyng og klit,
og havet blinker blankt og vidt,
jeg skuer langt og ånder frit
med blæsten om min pande.
Og strandens blide bølgeslag
er havets dybe åndedrag,
som sagte jeg kan høre.
Og marehalmens stride hår
i tunge, bløde rytmer går
Oghvisker, men dens hvisken
når fortrolig til mit øre.
Jeg hilser glad hver solskinsdag,
som stiger blank og gylden bag
Vor Frue tårn i Ribe.
Til blæstens sus og bølgens kluk,
og rylens fløjt og sivets suk,
det funkler gennem morgendug
mod himlens purpurstribe.
Nu krydres fint den rene luft
af vilde rosers søde duft
igennem døgnets timer,
og over bankens bløde drag
det toner i den skære dag
som sølverklokkers sprøde slag,
når hedelærken kimer.
Her toner lydt ved søgn og helg
hin røst fra stormens orgelbæ1g
med klange dybe, bløde.
Og møllen løfter korsets tegn
mod sommersol og vinterregn,
og over banker, diger hegn
den signer markens grøde.
Ja, her fornemmes slægtens tråd
så hverdagstung og søndagskåd
i mindets dunkle klange,
og bedste med sin spændebog
i stuen lytter mild og klog
til mindets hvisken i sin krog,
når timerne bli'r lange.
Åh, Fanø, du min fødeø,
med duft af lyng, af hyld og hø,
med klittens hvide bræmme,
min længsels mål ved vår og høst,
når duggen falder aftenlyst,
da ved jeg, at i sorg og lyst
kun her jeg helt har hjemme.
N. S. Kromann